Miriam

En gang da jeg gik en tur med Hannes og vores spæde datter - sammen med Hannes’ søster Lise - passerede vi en velsagtens tiårig dreng. Hannes og Lise snakkede sammen på tysk, og idet drengen netop var forbi os, hvæsede han “tyskersvin” og løb.

Vi gik videre, Hannes og Lise rystede på hovedet, men snart grinede Hannes hjerteligt, morede sig over, at drengen var løbet, over at han havde brugt det ord, sådan en lille fyr mod tre voksne og en barnevogn. Hannes klukkede, så hans skuldre hoppede. Lise var tavs, rød i ansigtet, tung i trækkene.

Og jeg, jeg følte mig bleg. Det var naturligvis så småt, men alligevel ikke spor småt. Her gik jeg og var slet ikke tysker, og så blev der råbt sådan, og nej det var jo ikke det, det var det i det hele taget, at der blev råbt - Lise og Hannes var født mange, mange år efter krigen. Og i barnevognen lå min datter, Hannes’ datter.

Den dag sidder i mig.
Følelsen af et mærke.
Og Lises tyngde, Hannes’ klukken.

Miriams, Hannes’ og Bolles blogs er en del af et litterært eksperiment i tilknytning til Ane-Marie Kjeldbergs roman Fred og Ro, som udkommer på Facet foråret 07.

Romanens tre hovedpersoner, Miriam, Hannes og Bolle “blogger” på hver deres blog, i hver deres stil, med hver deres betoninger (se fx linklisten), kommenterer hos hinanden - og ikke mindst: De modtager kommentarer fra læserne og går i snak med dem.

De tre blogs i sammenhæng kan anskues som et litterært værk, der er baseret på den umiddelbare og nogenlunde kontinuerte skrivning og på interaktivitet med læserne.

Ane-Marie Kjeldberg skriver bloggenes grundstof, men læserne er allerede i fuld gang med at deltage - og dermed forme blog-historiens handling - særligt på Miriams blog.

Værsgo at lege med!
Især vil det selvfølgelig med tiden være spændende at få læsere af romanen ind med kommentarer og spørgsmål, men også ikke-læsere er velkomne til at forholde sig til emnerne, som tages op.
Præcis som i den ‘virkelige’ verden: Alle kan være med på blog-vognen.

Ane-Marie Kjeldberg kalder mig en ‘litterær genre’ - eller min blog rettere sagt. Der kan man se. Hvorfor forsøger hun at dække over, at jeg er mig, og at romanen er skrevet over en del af mit liv?

Fars og mors sommerhus findes endnu - med al den tryghed det indebærer at komme ind i den der gammelkendte lugt af noget let jordslået, mange somres varme og mange vintres kulde.

Præstegården er væk - eller nej, den er der da, men der er nye mennesker i den, ikke far og mor, ingen adgang for mig, ingen vej op ad trappen til mit værelse.

Men sommerhuset er der, og lampen i gangen hænger stadig for lavt, så man må dukke sig under den.

Kan I huske den sommer? Hvor var det varmt…
Kan I huske aftenerne ved bordet på terrassen? - haven duftede sådan.

Og vi snakkede, om aboriginals og deres drømmetid tror jeg, - og om jeres skoletids flotte unge engelsklærerinde!

Inden da var vi der en tid alene, Hannes, - med den lille selvfølgelig, men hun var jo baby, så vi havde det egentlig for os selv, kunne gøre som vil ville.

Og om efteråret var jeg der helt alene - og så kom du på besøg, Bolle. Kan du huske svanerne? Du troede ikke på, at de kunne nappe!
Til sidst så vi tv. Tv-shop. Tysk. Porcelænsdukker. I starten grinede vi sådan…

I lyset af nogle af de reaktioner, jeg har fået på bloggen, vil jeg meget gerne opfordre de andre, som er blevet hovedpersoner i romanen “Fred og Ro”, til også at oprette blogs om bogen og hændelserne omkring den.

Lad os få sagen belyst fra flere sider.

Det mærkelige er, at i lange stræk var det også vældig trygt.

I hvert fald i starten.

Kh

Miriam

Det mærkelige er, i hvor høj grad man kan miste troen på sin egen dømmekraft. Hvis folk længe nok fortæller én, at en ting, som man selv mener er blå, rund og på størrelse med en fodbold - og som man ved, at en mængde andre mennesker også ser sådan - hvis en samling mennesker længe nok står sammen og fortæller én, at den ting altså er firkantet, gul og på størrelse med en ladeport, og hvis de samtidig betvivler éns ret til at se det anderledes og endda antyder, at man er lidt underlig, måske endda temmelig uforskammet ved at se blå, rund og fodboldstørrelse, så ender man med at mistænke sig selv for at være skør, eller i det mindste umådelig mærkelig.

Og man tør ikke spørge nogen, for man er jo så sær, så de vil da blot vende én ryggen, hvis man siger sit blå, rund etc.

Det er underligt, dette med ikke at turde spørge.
I starten er det vel fordi de andre er diskrete - de vil ikke sige noget om, at man er kommet ind i noget lidt underligt, et lidt eksotisk miljø, så de tier. Og så tror man lige så stille, at de billiger disse firkantet, gul og ladeport-folk, ja, at de deler deres anskuelser.

Kh

Miriam

Det er med blandede følelser, jeg ser frem til udgivelsen af romanen. Selvfølgelig er det spændende at se det hele i en sammenhæng, og jeg er sikker på, det også er sundt.

Men der bliver rusket så vældigt op i det altsammen, og det er ikke altid så rart - eller hedder det nu rart? Jo, ‘rart’ på dansk er ‘godt’. På norsk er det ‘mærkeligt’.
Og så har jeg vist indirekte svaret på Hans Schmidt Petersens spørgsmål til et tidligere indlæg - jo, vi er stadig i Norge.

Også det giver jo en afstand - og nu kommer det hele tættere og tættere på igen.

Jeg har søgt megen lindring i bøgerne, det kom igen, da vi fik mere tid ved at komme herop. Jeg fik så vældigt megen tid, selv om Annika var lille, der var så meget, jeg ikke længere behøvede bruge mine tanker på. Alene disse oprydninger af mine vinduer! Jeg brugte timer.

Så altså lindring i bøgerne, og nu kommer jeg selv ud i en bog - og det giver uro, ikke lindring. Men måske alligevel lindring, engang.

Kh

Miriam

Billede af Bo Gorzelak Pedersen, www.bogope.dk.

Annika har været meget bange for bier siden hun var ganske lille, har haft natlige mareridt om dem, meget voldsomme. Og hun har været virkelig angst, hvis en bi kom i nærheden af hende. Koldsved og rysten.
Det undrer mig, for hun var jo kun omkring et år, da der var alt dette med de bier. Og hun oplevede jo egentlig intet af det. Men jeg er sikker på, at der er en sammenhæng. Har hun fornemmet al tumulten, selv om hun sov fra det?

Hannes har altid været lidt utålmodig med hende om den sag. Måske troede han, at der var lidt skaberi i det (men man kan se på hende, at det er alvor, mærke det). Eller også er det det, at Asta var så glad for de bier dengang, så skal hans datter også…?

Kh

Miriam

Jeg hedder Miriam.
Inden for de næste par måneder udkommer romanen om mig, og jeg er spændt på reaktionerne på den. Jeg er glad for at bogen er skrevet og kommer ud, men jeg er også nervøs for modtagelsen af den - og af mig og de to andre hovedpersoner.
Jeg spekulerer også på, hvordan de to andre vil reagere på udgivelsen. Det vil vise sig…
Her på bloggen vil jeg fortælle nogle glimt af de historier, som ikke kom med i bogen. Og så må vi se, hvad der ellers hænder.
Bogens titel? Fred og Ro.