URBANblog

Miriams Urbanblog lukker

14 08 2007

Hermed synes jeg (og Miriam), at projekt Miriams Urbanblog har haft sin tid, og der vil ikke blive postet mere på bloggen.

Tak til dem, der gad lege med i det litterære eksperiment.

Vil man følge med i, hvordan det går med romanen, Fred og Ro, som Miriam kommer fra, kan man evt. kigge ovre på min blog: kjeldberg.wordpress.com

Tak for nu.

Ane-Marie Kjeldberg



Anmelder kalder bogen om mig saftig

11 06 2007

frpaahegn.jpg

Fred og ro er en supersaftig familie- og historieroman for modne mennesker i alle aldre.”

Sådan skriver litteraturmagasinet Sentura om romanen om os i en begejstret anmeldelse.

Hvor blev jeg rørt over alle de dejlige ord.

Læs hele anmeldelsen (”Ramsaltet roman”) her.



Du, Bolle

23 05 2007

Fugl i trætop

Det var sådan, at du kunne høre de samme toner som jeg - i en samtale, en tavshed, i røgen over en stues snakkende, i hånden, der blev rakt frem og hovedet, der smilende blev lagt på siden.

Vi klang, når de toner lød, som var vi samme bund.

Vi var ikke samme instrument, ikke en gang samme slags, men måske var vi gjort af samme træ. Havde vi engang vokset sammen, været ét materiale?

Du var en stor buldrende bas, tror jeg.
Eller en cello, nogen engang havde tabt?

Hvad jeg var, aner jeg ikke; hvad jeg er heller ikke.

Men vi klang.

Skal vi nogensinde klinge sammen igen, eller var det dén roman, sidste blad vendt - og så aldrig mere?

Jeg ved det ikke.

Men, Bolle, jeg kan godt huske klangen.



Nej! Romanen om os nu til Sverige

22 05 2007

frpaahegn.jpg
Nej, jeg havde ikke regnet med al den opmærksomhed om bogen om os.

Forlaget fik et brev:

Vi skulle vara tacksamma om Ni ville skicka oss 1 gratis recensions-
exemplar av nedanstående titel:

Kjeldberg, Ane-Marie. Fred og ro. 8791718538.

Boken kommer att presenteras i våra erbjudanden till svenska folk-
och skolbibliotek.

En biblioteksboghandel som vil sælge romanen til svenske biblioteker.
Hvordan har de fundet frem til bogen?
Jeg synes, det er ved at være for meget, og det ved jeg, at Hannes også synes.

Bryder mig heller ikke om det for Annikas skyld…



Segne af ord

17 05 2007

Bog

Jeg elsker sene aftener, hvor jeg sidder helt alene i huset og læser, til jeg næsten besvimer af træthed.



Vores liv anmeldt på litterær blog

15 05 2007

fred_lille.jpg
Forfatteren Kirsten Nørgaard har læst romanen om os!

Om Hannes’ og min sex skriver hun:

“Det er ikke sex, det er åndeløst erotisk og utrolig smukt beskrevet”.

Åh, hvor er jeg glad for, at hun ser sådan på det.

Hun skriver også:

“Sikke et sprog. Det er sitrende fyldt med […] rammende og psykologisk indfølende beskrivelser”.

Og så nævner hun dig Bolle, har du set det?
Anmeldelsen er her.



Vi er på en bestsellerliste

15 05 2007

Det er faktisk uhyggeligt. Romanen om Hannes, Bolle og mig er nr. 2 på eLounge’s skønlitterære bestsellerliste. Jeg havde ikke regnet med, at vi ville blive så kraftig eksponeret.

Og nu kommer min datter ind og siger, at vi endda er med på den der netboghandels samlede bestsellerliste, som nr. 9.
Jeg vidste slet ikke, at hun fulgte med i det der…
Jeg er ikke så glad for det.
Det er som om, hun bliver gjort offentlig - på en væmmelig måde.



Tyskersvin

31 03 2007

image029.jpg En gang da jeg gik en tur med Hannes og vores spæde datter - sammen med Hannes’ søster Lise - passerede vi en velsagtens tiårig dreng. Hannes og Lise snakkede sammen på tysk, og idet drengen netop var forbi os, hvæsede han “tyskersvin” og løb.

Vi gik videre, Hannes og Lise rystede på hovedet, men snart grinede Hannes hjerteligt, morede sig over, at drengen var løbet, over at han havde brugt det ord, sådan en lille fyr mod tre voksne og en barnevogn. Hannes klukkede, så hans skuldre hoppede. Lise var tavs, rød i ansigtet, tung i trækkene.

Og jeg, jeg følte mig bleg. Det var naturligvis så småt, men alligevel ikke spor småt. Her gik jeg og var slet ikke tysker, og så blev der råbt sådan, og nej det var jo ikke det, det var det i det hele taget, at der blev råbt - Lise og Hannes var født mange, mange år efter krigen. Og i barnevognen lå min datter, Hannes’ datter.

Den dag sidder i mig.
Følelsen af et mærke.
Og Lises tyngde, Hannes’ klukken.



Om det litterære eksperiment

30 03 2007

Miriams, Hannes’ og Bolles blogs er en del af et litterært eksperiment i tilknytning til Ane-Marie Kjeldbergs roman Fred og Ro, som udkommer på Facet foråret 07.

Romanens tre hovedpersoner, Miriam, Hannes og Bolle “blogger” på hver deres blog, i hver deres stil, med hver deres betoninger (se fx linklisten), kommenterer hos hinanden - og ikke mindst: De modtager kommentarer fra læserne og går i snak med dem.

De tre blogs i sammenhæng kan anskues som et litterært værk, der er baseret på den umiddelbare og nogenlunde kontinuerte skrivning og på interaktivitet med læserne.

AM have Fur.jpg
Ane-Marie Kjeldberg skriver bloggenes grundstof, men læserne er allerede i fuld gang med at deltage - og dermed forme blog-historiens handling - særligt på Miriams blog.

Værsgo at lege med!
Især vil det selvfølgelig med tiden være spændende at få læsere af romanen ind med kommentarer og spørgsmål, men også ikke-læsere er velkomne til at forholde sig til emnerne, som tages op.
Præcis som i den ‘virkelige’ verden: Alle kan være med på blog-vognen.



Skal jeg fiktioneres ihjel?

24 03 2007

fred_stor.jpg

Ane-Marie Kjeldberg kalder mig en ‘litterær genre’ - eller min blog rettere sagt. Der kan man se. Hvorfor forsøger hun at dække over, at jeg er mig, og at romanen er skrevet over en del af mit liv?