Miriam

Fars og mors sommerhus findes endnu - med al den tryghed det indebærer at komme ind i den der gammelkendte lugt af noget let jordslået, mange somres varme og mange vintres kulde.

Præstegården er væk - eller nej, den er der da, men der er nye mennesker i den, ikke far og mor, ingen adgang for mig, ingen vej op ad trappen til mit værelse.

Men sommerhuset er der, og lampen i gangen hænger stadig for lavt, så man må dukke sig under den.

Kan I huske den sommer? Hvor var det varmt…
Kan I huske aftenerne ved bordet på terrassen? - haven duftede sådan.

Og vi snakkede, om aboriginals og deres drømmetid tror jeg, - og om jeres skoletids flotte unge engelsklærerinde!

Inden da var vi der en tid alene, Hannes, - med den lille selvfølgelig, men hun var jo baby, så vi havde det egentlig for os selv, kunne gøre som vil ville.

Og om efteråret var jeg der helt alene - og så kom du på besøg, Bolle. Kan du huske svanerne? Du troede ikke på, at de kunne nappe!
Til sidst så vi tv. Tv-shop. Tysk. Porcelænsdukker. I starten grinede vi sådan…